Fælleslistens baggrund
Foreningen ”Fælleslisten for Sønderborg Kommune” er oprettet på initiativ af de tidligere lokallister i kommunen.
Den er etableret af borgere fra alle kommunens lokalområder på en stiftende generalforsamling den 26. januar 2005.
Den skal sikre at borgerne har et fortsat slagkraftigt alternativ til de etablerede politiske partier efter kommunernes sammenlægning i Sønderborg Kommune.
Fælleslistens formål
Fælleslisten for Sønderborg Kommune er en tværpolitisk forening af kommunal- og lokalpolitisk aktive, interesserede og engagerede borgere, der arbejder for at skabe de bedst mulige levevilkår for samtlige borgere i kommunen.
Herunder varetager den landdistrikternes og de lokale bysamfunds særlige interesser i kommunen samt områdets fælles interesser i regionen. Fælleslisten arbejder helt uafhængigt af partipolitiske skel og hensyn og henvender sig til alle borgere i kommunen uanset deres landspolitiske ståsted.
Fælleslistens organisation, samspil og virke
Nærdemokratiet og lokalsamfundenes medlemsindflydelse er i foreningen sikret på følgende måde:
- Foreningens medlemmer i hver af de tidligere kommuner er organiseret i en lokal støttegruppe for Fælleslisten.
- Hver støttegruppe vælger et lokaludvalg, der fungerer som et bindeled mellem medlemmerne og foreningen og formidler fælleslistens politik til lokalsamfundets borgere.
- Foreningen ledes af en repræsentativt sammensat bestyrelse, hvori Fælleslistens lokale støttegrupper er repræsenteret ved deres lokaludvalgsformænd.
- Den afholder hvert forår en generalforsamling med fælles valg af formand og kasserer samt støttegruppernes valg af formænd og medlemmer til lokaludvalgene.
- Fælleslistens mål, politik og aktiviteter bestemmes af generalforsamlingen.
Foreningen afholder hvert efterår et fælles medlemsmøde i kommunen med oplysning og drøftelse af kommunalpolitiske forhold. Medlemsmødet holdes på et centralt sted.
- Herudover afholder foreningens lokaludvalg medlemsmøder efter behov i respektive lokalområder.
- Forud for kommunalvalget afholder foreningen opstillings- og vælgermøder i kommunen med henholdsvis valg til og præsentation af listens kandidater.
Fælleslistens interne samspil og politiske virke er i øvrigt baseret på det værdigrundlag, der er beskrevet i de efterfølgende faner (se under "politik"/ "Værdigrundlag" ........ )